DRENGERØV FOR FULD DRØN

  • 0
  • 22. marts 2018
drengerov.jpg

Kasper Johnsen (31) fra Holstebro har stor passion for fede biler. Siden han fik kørekort har han brugt rigtig mange penge på biler. Seneste skud på stammen er den nye Honda Civic Type R.

15. marts 2018

 


I Kasper Johnsens garage i Holstebro har der gennem årene stået så forskellige biler som BMW E46 328i coupé, Peugeot 206 GTi, BMW E92 325i, Alfa Romeo 159 JTS 3,2 ti, Mercedes-Benz CLS 500, den forrige Honda Civic Type R og ikke mindst BMW E92 M3. Fælles for dem alle er, at det er biler som de fleste med bare en lille smule hang til fede biler formentlig vil vende sig om og kigge langt efter i gadebilledet.

“Jeg er nok lidt tosset, hvad biler angår,” siger Kasper Johnsen da vi møder ham en kold vinterdag hos Honda forhandleren, Dahl Biler i Struer. “Fede biler er min store passion, og det er sådan en glæde jeg vil have lov til at have, og så længe det kan forsvares økonomisk så gør jeg det,” siger Kasper Johnsen med et stålfast blik i øjnene.

Kasper Johnsen har ikke fuldt overblik over, hvor mange penge han gennem de 13 år han har haft kørekort har brugt på biler, da der jo også er kommet penge ind på kontoen igen når han har solgt de forskellige biler, men han er dog klar over, at det er rigtig mange penge som han et eller andet sted har “brændt af” på biler.

“Jeg ser det nu ikke som om, pengene er brændt af. For mig er det en ekstra stor glæde at eje en fed bil. Bare det, at den holder ude i min garage og jeg kan gå ud og kigge på den, giver mig en lykkefølelse jeg ikke kan beskrive med ord, siger Kasper Johnsen og tænker tilbage på den dag han så den nye Honda Civic Type R for første gang.

Total forelskelse

Dahl Biler i Struer havde lånt en Type R af Honda importøren fordi flere kunder havde vist særlig interesse for bilen – her var Kasper Johnsen en af de interesserede.

“Man kan godt sige, at det var kærlighed ved første blik. Jeg var med det samme total forelsket i den. Det der med den store hækspoiler og de store bremsekalibre, det er bare lige mig. Jeg tænkte, at sådan en måtte jeg bare have. Jeg gik derfor ind til forhandleren og spurgte til den, og efter få minutter sad jeg bag rattet i den nye Civic Type R,” siger Kasper Johnsen med en glæde i stemmen som når en lille knægt på seks år stolt fortæller om den allerbedste fødselsdagsgave han har fået.

“Min BMW M3 var lækker med fed motorlyd, masser af hestekræfter og baghjulstræk, men dælens upraktisk. Nu får jeg så en Type R som måske ikke har så fed en motorlyd. Den har heller ikke baghjulstræk, men til gengæld har den det bedste forhjulstræk jeg nogensinde har haft med at gøre. Og så er den langt mere praktisk, hvor jeg for eksempel kan lægge bagsædet ned, hvis jeg får brug for det. Det kunne jeg ikke i M3’eren. Så kan det godt være, at jeg her “kun” har 320 hk og 400 Nm, men det er imponerende, hvor meget Honda har fået ud af det. Den kan være familiebil fordi den også kan køre komfortabelt, men jeg kan også tage den med på et event på Jyllandsringen, hvis jeg har lyst til det. Jeg er solgt,” siger Kasper Johnsen. Han er i øvrigt meget imponeret over køreegenskaberne for Civic Type R. Bare det, at der er spær på forhjulene tiltaler ham rigtig meget: “Da jeg prøvede demobilen kunne jeg ganske enkelt ikke mærke, at den har forhjulstræk. Accelerationerne er voldsomme, men der er jo ingenting, der rykker i rattet selv om den har mere end 300 hk. Der har Honda altså tryllet med et eller andet – og så gør det jo ikke noget, at den føles hurtigere end min M3’er, siger Kasper Johnsen.

Vidunderet bliver passet og plejet

Han har i øvrigt ingen planer om, at det nyerhvervede vidunder skal på gaden i vinterhalvåret. Han nænner simpelthen ikke, at den skal udsættes for vejsalt. I stedet har han allieret sig med en bekendt der har en tør lade et sted i nærheden af, hvor han bor, som har givet ham lov til at stille bilen der sålænge vejene bliver saltet. Det er med andre ord fuld kærlighed til bilen.

Samtidig med, at vi sidder her hos forhandleren og taler med Kasper Johnsen om hans nye Civic Type R så har han to gutter fra et firma i Skive til at coate bilen ude på værkestedet. “I min verden så er det at coate en bil med til at beskytte den. At coate en bil er lidt lige som at give den et ekstra lag gummihud. Kører du for eksempel på landevejen og der kommer en lille sten flyvende, så preller den af, hvis bilen er coatet, siger Kasper Johnsen og bringer samtalen ind på det at vaske bil.

“Bilvask foregår i hånden. Jeg kunne aldrig drømme om at køre min bil i vaskehal. Jeg er en af dem, der har fordomme om vaskehaller – de ridser bilen, og det skal mine biler ikke udsættes for,” griner drengerøven fra Holstebro. “Jeg ved jo godt, at vaskehaller i dag ikke er som vaskehaller var tidligere, men da jeg var knægt vaskede min far altid vores biler i hånden, og det er noget jeg har taget med mig fra ham,” siger Kasper Johnsen videre. Han tilføjer i samme ombæring, at hans nye Type R også bliver coatet fordi det er med til at forlænge lakkens levetid.

Foruden coating giver de to gutter fra Skive bilen en let polering, samtidig med, at de fjerner Civic skiltet på venstre bagende. Det har Kasper Johnsen en hel speciel forklaring på: “Det er det eneste sted på bilen, der er krom. Det synes jeg er ærgerligt, så skiltet skal fjernes på min bil. Ved at fjerne det, synes jeg bilen står mere helstøbt,” siger han. Civic skiltet skal dog ikke smides ud. De fem bogstaver som fra fabrikkens side blot er klistret på Type R skal Kasper Johnsen have med hjem, og hvis kæresten ellers giver lov skal de hænge over dobbeltsengen. Man er vel drengerøv for fuld drøn.